For ca en måned siden skrev en af mine veninder til mig, fordi hun var uvenner med sine forældre og overvejede at skride hjemmefra. Hun ville vide om jeg ville lukke hende ind, hvis hun stod uden et sted at bo.
Jeg svarede uden tøven ja, da jeg aldrig ville kunne lade hende i stikken. Hun er meget vigtig for mig.
Jeg har siden den dag ikke snakket med hende, da hun ikke har været den mest snakkesalige siden hun fik sig en kæreste sidste efterår.. Om jeg er såret? Ja. Elsker jeg hende stadig? Helt klart!
Jeg er nok bare dømt til at være den ven hun kommer til når intet andet fungerer. Jeg håber bare hun en dag indser at jeg nok også der en af de venner der holder mest af hende og vil hende det bedste.
" Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden." Paulus
