En af de mere eller mindre nedern ting ved at læse socialrådgivning er, ligesom pædagoguddannelsen, at man får utrolig stor indsigt i sin egen psyke. Som når læreren står og fortæller om at personer med et bestemt psykisk traume eller med bestemte personlige eller sociale problemer vil have svært ved bestemte ting.
Jeg erkender at have en del problemer socialt set, da jeg ikke har haft særlig mange "normale" relationer med mine jævnaldrende gennem min opvækst, og det hele bliver meget udpenslet i psykologitimerne. Jeg har haft et meget prøvende liv, og har overkommet en del strabadser, men jeg kan nu konstatere at det stadig ikke helt er overstået og at jeg nok aldrig kommer til at være et "normalt" menneske. Jeg har problemer med store folkemængder, er bange for at møde fremmede medmindre jeg har en jeg kender, som jeg kan søge dækning hos hvis jeg ikke kan finde nogen at snakke med. Jeg er usikker på mig selv og om folk oprigtigt kan li mig.. Alt sammen pga min opvækst, med mobning, lærere der ikke forstod mig, og dårlig koncentration fra min egen side.
Det er svært at komme igennem. Det er ikke noget jeg ønsker for andre. Min største trøst, er de par mennesker jeg kalder mine venner, som kan leve med mine særheder, og de mange børn jeg arbejder frivilligt med. Det er der min passion virkelig ligger. Jeg har let ved at genkende følelser og udtryk i deres ansigter og kropssprog. Jeg har let ved at tale med folk ansigt til ansigt. Det er meget lettere end at møde en masse fremmede på en gang.
Noget der er værre end at ha et problem med sociale evner, er at være klar over at man har det, forstå problemet, men ikke at besidde evnerne til at gøre noget ved det.. Det er mit personlige mål med de næste tre år. Om jeg så skal finde en terapeut der kan hjælpe mig..
Der er lys for enden af gangen - Men det er nok bare fordi jeg ikke har slukket lyst i soveværelset..
