Jul i en billedkasse

”Julen er over os, rund om os og i os. modstand er nytteløst, intet kan befri os. Dog er der et, der hjælper en smule, simpelthen selv, at begynde at juble."
- Piet Hein

.. han kan skisme også være poetisk!

Her står jeg så. 

Alene i rummet. 

Men du er her, det er du jo nødt til.

Du er her, og du er her ikke. 

Lyset fra dit smil og varmen fra dit hjerte er i rummet. 

Du er her. 

Du er her ikke. 

Jeg er ikke alene.

Dit smil og dit hjerte oplyser og varmer min krop. 

Men du er her ikke, selvom du er her. 

Din hånd rører min arm og mit hjerte. 

Du er her ikke

Jeg savner dig. 

For du er her ikke.
Jeg er glad, fordi du er her. 

Du er hos mig i mine tanker, men du er her ikke. 

Jeg savner dig, og nyder dit selskab samtidig. 

Du er her. 

Fordi jeg kan mærke din kærlighed, dit liv, din glæde. 

Fordi jeg elsker dig.

Hvorfor jeg gør det?

d. 28/10-2012. I går tog sad jeg i toget på vej hjem fra Kibæk ved Herning. Jeg havde været på tamburkorpsstævne med FDF, og sad, uden at tænke over det, stadig i min FDF skjorte(Eller det var ikke min, men en vens, da min er blevet væk). jeg havde skiftet tog i Århus, og sad nu i toget nordpå til Randers, hvor jeg bor. Klokken var ca kvart i otte, og der var dunrende mørkt udenfor. En mand omkring de 30 år sad overfor mig, og havde længe kigget på mig, mens jeg sad og smsede og halvsov op af vinduet. Da jeg satte mig mere op, for ikke at falde i søvn og køre for langt med toget, spurgte han ind til hvorfor jeg så så uendeligt træt ud. Jeg fortalte ham om  min weekend, hvor jeg var med at at lave tamburkorpsstævnet og udføre det, om mit frivillige arbejde i FDF, KFUM/K og i Beta-club, der alle går ud på at lave gode ting for børn og teenagere. 

Efter min 10 minutter lange opremsning, så han meget forbløffet ud. Han tog sig sammen til at spørge: "Hvorfor laver du så meget? Hvorfor bruger du alt din fritid på at lege, spille trommer, undervise en flok børn? De fleste unge i dag, tænker ikke over at det er frivilligt du er der, de er jo ligeglade med om du bruger din energi på dem. Hvorfor er du der for at lave ting som deres forældre burde sørge for?"

Jeg svarede efter et par sekunders pause med: "Jeg gør det netop for at lære dem om hvad det vil sige at gøre noget for andre, jeg gør det fordi mange unge i dag mangler en der vil lytte til dem, sådan rigtigt lytte. Jeg er deres ven, på trods af at jeg nok er 8-10 år ældre end de fleste af dem. Jeg er der så længe de har brug for mig, fordi jeg vil give dem et alternativ til at lave ballade i byen, for at vise dem at det ikke er nødvendigt at drikke sig et hul i hovedet, for at lade dem være børn så længe de ER børn, og for at vise dem at voksne kan være fjollede, konsekvente, alvorligt, sjove, legebørn og at voksne kan være alt det PÅ SAMME TID.

Jeg er der fordi jeg vil passe på mine børn, mine "næste". Jeg er der fordi jeg elsker dem!"

Jeg har aldrig sat ord på det, på den måde. Men jeg er glad for mandens tvivlsspørgsmål, så jeg kunne få sagt det højt, hvorfor jeg gør som jeg gør. 

"Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. v17  Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det"  

Jesus Kristus af Nazareth

Lige behandling

For ca en måned siden skrev en af mine veninder til mig, fordi hun var uvenner med sine forældre og overvejede at skride hjemmefra. Hun ville vide om jeg ville lukke hende ind, hvis hun stod uden et sted at bo. 

Jeg svarede uden tøven ja, da jeg aldrig ville kunne lade hende i stikken. Hun er meget vigtig for mig. 

Jeg har siden den dag ikke snakket med hende, da hun ikke har været den mest snakkesalige siden hun fik sig en kæreste sidste efterår.. Om jeg er såret? Ja. Elsker jeg hende stadig? Helt klart! 

Jeg er nok bare dømt til at være den ven hun kommer til når intet andet fungerer. Jeg håber bare hun en dag indser at jeg nok også der en af de venner der holder mest af hende og vil hende det bedste. 

" Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden." Paulus

Om ærlighed

Alle ved hvad ærlighed er, men er man virkelig ærlig når man er det? Vil der ikke altid være et eller andet filter på sandheden, som er tilpasset den man snakker med? Det er egentlig synd, at alle ikke bare kan være ærlige. 

"Hudløst ærlig" hedder det jo, fordi man kommer ind unde huden på sandheden, og det beskriver jo også smerten i ærligheden. Alle der har prøvet at få en hudafskrabning, en dårligt fjernet vabel eller lignende vil jo give medhold i at det gør ondt som ind i en anden verden. 

Hvis alle, med hensyn til dem man taler med, var ærlige uden filter. Hvordan ville det være? Jeg tror at det ville være en positiv ændring. Personligt vil jeg hellere ha en sandhed jeg ikke bryder mig om, end jeg vil høre en løgn der gør mig glad. 

Jeg vil forsøge, fra nu af, altid at være ærlig på alle måder, overfor alle. Selvfølgelig formulere mig pænt overfor folk, og vise respekt. Men ærlighed skal der til. 

Ud med ærlighed til folket

Åbenbaringer..

En af de mere eller mindre nedern ting ved at læse socialrådgivning er, ligesom pædagoguddannelsen, at man får utrolig stor indsigt i sin egen psyke. Som når læreren står og fortæller om at personer med et bestemt psykisk traume eller med bestemte personlige eller sociale problemer vil have svært ved bestemte ting. 

Jeg erkender at have en del problemer socialt set, da jeg ikke har haft særlig mange "normale" relationer med mine jævnaldrende gennem min opvækst, og det hele bliver meget udpenslet i psykologitimerne. Jeg har haft et meget prøvende liv, og har overkommet en del strabadser, men jeg kan nu konstatere at det stadig ikke helt er overstået og at jeg nok aldrig kommer til at være et "normalt" menneske. Jeg har problemer med store folkemængder, er bange for at møde fremmede medmindre jeg har en jeg kender, som jeg kan søge dækning hos hvis jeg ikke kan finde nogen at snakke med. Jeg er usikker på mig selv og om folk oprigtigt kan li mig..  Alt sammen pga min opvækst, med mobning, lærere der ikke forstod mig, og dårlig koncentration fra min egen side. 

Det er svært at komme igennem. Det er ikke noget jeg ønsker for andre. Min største trøst, er de par mennesker jeg kalder mine venner, som kan leve med mine særheder, og de mange børn jeg arbejder frivilligt med. Det er der min passion virkelig ligger. Jeg har let ved at genkende følelser og udtryk i deres ansigter og kropssprog. Jeg har let ved at tale med folk ansigt til ansigt. Det er meget lettere end at møde en masse fremmede på en gang. 

Noget der er værre end at ha et problem med sociale evner, er at være klar over at man har det, forstå problemet, men ikke at besidde evnerne til at gøre noget ved det.. Det er mit personlige mål med de næste tre år. Om jeg så skal finde en terapeut der kan hjælpe mig.. 

Der er lys for enden af gangen - Men det er nok bare fordi jeg ikke har slukket lyst i soveværelset..

noget om sindsro - og glæde

Okay, så i går var jeg til påskegudstjeneste, og jeg er normalt ikke en der går i kirke, men jeg vågnede 9.50 og havde en eller anden lyst til at tage ned i kirken, der(praktisk nok ligger liiige i nærheden af min lejlighed). 
Jeg nåede ligepræcis derned inden det startede. Og blev mødt af et fantastisk kor, der kom oppe fra loftet(da kirkekoret står oppe ved orgelet, som er placeret ovenover indgangen i min kirke. 

Jeg følte en ro i mig selv, og en glæde over den gode musik der kom gennem hele gudstjenesten, da koret heldigvis kunne overdøve menigheden som jo ikke altid synger rent.. Jeg sad lidt over en time og lyttede til dette dejlige kor, der bare skyllede sindsro og afslapning ind over mig. 

Jeg havde helt glemt hvor meget en god gudstjeneste kan gøre ved mit humør. Ligesom god musik, eller en rigtig dejlig ven at snakke med. Det er sådan jeg har det når jeg en sjælden gang sidder i en kirke, som om der er en der lytter til alt hvad jeg siger, selvom jeg bare sidder der uden en lyd. -Jeg har ondt af folk der ikke kender den følelse. Ikke nødvendigvis at alle skal gå i kirke, for vi er alle forskellige i måden vi finder ro, og mening med livet. Jeg håber bare virkelig at alle finder en måde at hvile i sig selv, som jeg gør dér. At min måde er gennem religion er mit valg, og alle skal tage deres eget  :)