noget om sindsro - og glæde

Okay, så i går var jeg til påskegudstjeneste, og jeg er normalt ikke en der går i kirke, men jeg vågnede 9.50 og havde en eller anden lyst til at tage ned i kirken, der(praktisk nok ligger liiige i nærheden af min lejlighed). 
Jeg nåede ligepræcis derned inden det startede. Og blev mødt af et fantastisk kor, der kom oppe fra loftet(da kirkekoret står oppe ved orgelet, som er placeret ovenover indgangen i min kirke. 

Jeg følte en ro i mig selv, og en glæde over den gode musik der kom gennem hele gudstjenesten, da koret heldigvis kunne overdøve menigheden som jo ikke altid synger rent.. Jeg sad lidt over en time og lyttede til dette dejlige kor, der bare skyllede sindsro og afslapning ind over mig. 

Jeg havde helt glemt hvor meget en god gudstjeneste kan gøre ved mit humør. Ligesom god musik, eller en rigtig dejlig ven at snakke med. Det er sådan jeg har det når jeg en sjælden gang sidder i en kirke, som om der er en der lytter til alt hvad jeg siger, selvom jeg bare sidder der uden en lyd. -Jeg har ondt af folk der ikke kender den følelse. Ikke nødvendigvis at alle skal gå i kirke, for vi er alle forskellige i måden vi finder ro, og mening med livet. Jeg håber bare virkelig at alle finder en måde at hvile i sig selv, som jeg gør dér. At min måde er gennem religion er mit valg, og alle skal tage deres eget  :)